Demonstrationsområder

På baggrund af viden fra valideringsområderne afprøver vi i udvalgte demonstrationsområder hele MapField konceptet samtidig med, at vi inddrager relevante lokale interessenter. Interessentinddragelsen er vigtig, fordi målet med MapField konceptet er at udvælge og placere virkemidler (som fx efterafgrøder, minivådområder mv.) optimalt i landskabet, så de så effektivt som muligt kan nedbringe landbrugets tab af næringsstoffer til vandmiljøet.

I demonstrationsområderne kortlægges undergrunden (se billede 1) for at få detaljeret viden om beliggenheden af sand, ler m.v. ned til ca. 70 meters dybde under markerne. Det er vigtig for at få viden om vandgennemstrømningen. Yderligere undersøges redoxforholdene (dvs. om der er iltede eller reducerede forhold tilstede) i undergrunden (se billede 2), og der måles omsætningsrater af nitrat, da denne viden har betydning for, hvor meget kvælstof der strømmer til vandløb, søer og fjorde.

Via modeller, der er baseret på den indsamlede lokale viden om undergrunden, redoxforholdene m.m. udarbejdes specifikke retentionskort for demonstrationsområderne. Kortene præsenteres for landmænd og andre interessenter for at diskutere deres anvendelse i praksis i forhold til bl.a. landbrugsproduktionen.

I MapField er der udvalgt to demonstrationsområder bestående af to ID15 oplande beliggende ved siden af hinanden. Områderne omfatter oplandet til Skive Fjord på Østsalling nord for Skive, som du kan se nærmere ved at klikke på billede 3 til højre. Læs mere om de to demonstrationsområder herunder.

   Billede 1: Geofysisk kortlægning af jordbunden

 Billede 2: Redoxforholdene undersøges vha. en borerig

 

To demonstrationsområder

Med et areal på 1129 ha er Demonstrationsområde 1 (Hulebro Bæk) det mindste af de to områder i MapField-projektet, hvor Demonstrationsområde 2 (Hagens Møllebæk) har et areal på 2762 ha.

Læs hele områdebeskrivelsen inkl. figurer og tabeller for Demonstrationsområde 1 - Hulebro Bæk.

 

Generel arealanvendelse
Demonstrationsområdet Hulebro Bæk er domineret af landbrug (88,82%) efterfulgt af bebyggelse (9,86%) og en smule natur som skov, græs og vådområder (Figur 2). Med en national andel landbrug på ca. 63% overgår området det nationale tal.

Figur 2: Den generelle arealanvendelse i Hulebro Bæk i 2018

 

Jordbundstype
Der findes 4 af de i alt 11 jordbundstyper i området. Den nordlige og sydlige del er karakteriseret ved at være sandjord, hvorimod den centrale del af området er lerjord (Figur 3). De mest dominerende typer er ”fin lerblandet sandjord” og ”fin sandblandet lerjord” som udgør hhv. 52,39% og 46,26% af området (Se tabel 2 i den samlede områdebeskrivelse)

Figur 3: Jordbundstype for Hulebro Bæk

Jordens kulstofprocent
Kulstofprocent i jorden har generel interesse, da områder med stor kulstof% har tendens til at emittere mere CO2 end områder med mindre kulstof ved dyrkning. Det er derfor fra politisk side foreslået, at områder med høj Soil Organic Carbon (SOC) udtages af landbrugsproduktion.
Området er klart domineret af mineralske jorde med SOC under 6% (99,70%, tabel 3) med kun få områder hvor SOC ligger mellem 6 og 12 % (0,28%, tabel 3) eller over 12 % (0,02%, tabel 3). Se Tabel 3 i den samlede områdebeskrivelse.

Figur 4: Jordens indhold af kulstof – Soil Organic Crabon (SOC) for Hulebro Bæk 

  

Landbrugsdriften
I både 2018 og 2019 blevet 83% af arealet i Hulebro Bæk registreret i Internet Markkort Databasen. De 5 mest udbredte afgrøder foruden arealer med græs fordeler sig som du kan se i tabel 4 i den samlede områdebeskrivelse. Afgrødevalget var overvejende kornafgrøder for både 2018 og 2019 (hhv. 65,3% og 48,9% af arealet). Vintersæd (inkl. vinterraps) udgjorde 40,6% og 61,6% af arealet i hhv. 2018 og 2019. Andelen af registrerede ikke-produktive arealer (MFO) faldt fra 0,3% til 0,2% fra 2018-19.

Med et areal på 2762 ha er Demonstrationsområde 2 Hagens Møllebæk det største af de to områder i MapField-projektet, hvor Demonstrationsområdet 1 ved Hulebro Bæk har et areal på 1129 ha.

Læs hele områdebeskrivelsen inkl. figurer og tabeller for Demonstrationsområde 2 - Hagens Møllebæk.

 

Generel arealanvendelse

Området er domineret af landbrug (87,2%, tabel 1) efterfulgt af efterfulgt af bebyggelse (10,7%) og en smule natur som græs, skov og vådområder (Figur 2). Med en national andel landbrug på ca. 63% overgår området det nationale tal.  

Figur 2: Den generelle arealanvendelse i Hagens Møllebæk i 2018 

 

Jordbundstype

Der findes 7 af de i alt 11 jordbundstyper i området. Den nordlige og sydvestlige del er karakteriseret ved at være lerjord, hvorimod den sydøstlige del af området er sandjord (Figur 3). De mest dominerende typer er ”fin sandblandet lerjord” og ”fin lerblandet sandjord” som udgør hhv. 50,32% og 46,48% af området (tabel 2)
(Se tabel 2 i den samlede områdebeskrivelse)

Figur 3: Jordbundstype for Hagens Møllebæk 

Jordens kulstofprocent

Kulstofprocent i jorden har generel interesse, da områder med stor kulstof% har tendens til at emittere mere CO2 end områder med mindre kulstof ved dyrkning. Det er derfor fra politisk side foreslået, at områder med høj Soil Organic Carbon (SOC) udtages af landbrugsproduktion. Området er klart domineret af mineralske jorde med SOC under 6% (97,62%, Tabel 3) med kun få områder, hvor SOC ligger mellem 6 og 12 % (1,64%, Tabel 3) eller over 12 % (0,74%, Tabel 3).  Se Tabel 3 i den samlede områdebeskrivelse.

Figur 4: Jordens indhold af kulstof – Soil Organic Crabon (SOC) for Hagens Møllebæk  

  

Landbrugsdriften

I både 2018 og 2019 blevet 82% af arealet i Hagens Møllebæk registreret i Internet Markkort Databasen. De 5 mest udbredte afgrøder foruden arealer med græs fordeler sig som du kan se i tabel 4 i den samlede områdebeskrivelse. Afgrødevalget var overvejende kornafgrøder for både 2018 og 2019 (hhv. 63,3% og 59,0%). Vintersæd (inkl. vinterraps) udgjorde 42,3% og 54,9% af arealet i hhv. 2018 og 2019. Andelen af registrerede ikke-produktive arealer (MFO, skovrejsning, naturarealer og rekreative områder) steg fra 0,5% til 1,0% fra 2018-19.

 

Billede 3: Demonstrationsområder nord for Skive. 
Klik for at forstørre billedet.