Testområder

I MapField indgår både validerings- og demonstrationsområder. I valideringsområderne tester vi de udviklede metoder i MapField mod lange tidsserier af måledata. I demonstrationsområderne viser vi potentialet med MapField metoderne i forhold til at udvælge og placere virkemidler (som fx efterafgrøder, minivådområder mv.) optimalt i landskabet som skal reducere N i vandmiljøet.

Valideringsområder

Vi tester om de udviklede metoder i MapField kan give tilstrækkelig detaljerede oplysninger om de hydrogeologiske strukturer og geokemiske processer i undergrunden som er nødvendigt for at kunne modellere vand- og N-transporten med en tilstrækkelig høj sikkerhed.

Det gør vi ved at validere vores resultater med de lange tidsserier af målinger i LOOP områderne, som indgår i det Nationale Overvågningsprogram for Vandmiljø og Natur, NOVANA (seneste rapport: http://dce2.au.dk/pub/SR205.pdf).

LOOP områderne repræsenterer forskellige jordtyper, landskaber, geologi og landbrugspraksis. Kvaliteten af det øvre grundvand, drænvand og overfladevand overvåges med en høj prøvetagningsfrekvens. Områderne er geologisk meget forskellige og repræsenterer førsteordens hydrologiske oplande beliggende på enten sand- eller lerjorde som vist på kortet ovenfor.

 

Sandy or loamy soils shown in a map over Denmark.

Til brug i valideringen af MapFields teknologier og koncepter indgår fire LOOP-oplande:

LOOP 2 ved Odderbæk i Himmerland er på ca. 1140 h. De nordlige og vestlige områder har et fortrinsvis svagt kuperet landskab. Mod øst er det glaciale landskab svagt bakket, og i det sydlige dal-område er terrænet udpræget fladt. Jordlagene består af skiftevis ler og sand i stor dybde. De øverste meter består fortrinsvis af sand. De dominerende jordbundstyper i oplandet er klassificeret som groft sand (72 %) og fint sandt (17 %). Ca. 2 % af oplandet består af skov og resten er landbrug.

Læs mere om de nyeste geologiske tolkninger for Odderbæk  (ENG)

 

 

LOOP 3 ved Horndrup Bæk i Midtjylland er på ca. 550 ha. Det østjyske glaciale landskab er karakteriseret af meget bakket terræn, hvor Ejer Bavnehøj ligger i den sydlige del. Undergrunden består hovedsageligt af moræneler med morænesand og grus i små isolerede områder. I å-dalene er der smeltevandssand. De dominerende jordbundstyper i oplandet er klassificeret som sandblandet ler (70 %) og lersand (24 %). Der er 18 % skov i oplandet og resten er udlagt til landbrugsjord.

Læs mere om de nyeste geologiske tolkninger for Horndrup Bæk (ENG)

LOOP 4 ved Lillebæk på Fyn er på ca. 470 ha. Det glaciale landskab har et svagt skrånende terræn mod Storebælt. Jordlagene består fortrinsvis af moræneler med elementer af smeltevandssand og ler. I de dybere lag er der et gennemgående lag af sand. De dominerende jordbundstyper i oplandet er klassificeret som sandblandet ler (86 %) og lersand (4 %). Skov dækker 2 % af oplandet, 89 % bliver brugt til intensivt landbrug og 9 % af området er veje, byer osv.

Lillebæk - Preliminary geological interpretations

 

LOOP 6 ved Bolbro Bæk in Sydjylland er på ca. 820 ha og er karakteriseret af et fladt terræn, som skråner svagt fra nordøst med sydvest. Jordbundstyperne i oplandet er klassificeret som groft sand (67 %), leret sand (18 %) og muldjord (14 %). Mere end 99 % af området bliver brugt til landbrug og kun 0.4 % er skov.

Bolbro Bæk - Preliminary geological interpretations